tirsdag den 20. oktober 2015

Proudly presents Erik Grip

visesanger og folkesanger i traditionel forstand.

– En mand og en guitar - som da det begyndte for alvor for den nyere folkemusik
i Danmark i midten af 1960´erne.
Det var Pete Seeger, Bob Dylan og den amerikanske folk-revival der var den store inspiration og havde nået Danmark, da Thøger Olesen åbnede Tivolis Visevershus i København og Erik Grip var med fra starten på lige fod med Cæsar, Per Dich, Cy, Maia og Robert, Trille, Povl Dissing og Benny Holst.

Helt præcist var første optræden 3 år forinden ved et forældremøde på Kastrup Skole på Amager i 1963. Så i 2013 kunne Erik Grip fejre noget så sjældent som et 50 års scene-jubilæum. 
”Det var meget udadvendt dengang”, siger Erik Grip, ”Vi ønskede at fortælle noget og måske også lave meget om. Vi ville selv. Vi ville fortælle en anden historie end den vores forældre fortalte. Det er i dag noget helt andet selvom jeg stadig ønsker at fortælle noget. Jeg kan slet ikke lade være med at fortælle røverhistorier mellem sangene. Og publikum elsker det. Og så er det i dag heldigvis meget sjovere”.
Erik Grip´s sange er i dag at regne blandt danske evergreens.
Alle kender sangene ”Velkommen i den grønne lund”, ”Rose skal vi danse”,
”Små hjul”
 for slet ikke at tale om ”Åbent landskab” eller ”Frank Jægers Viser”.
Men der er jo mange flere små som store hits og favorit sange i det Grip´ske sangunivers. Alt er sunget på dansk og højt elsket af rigtigt mange mennesker. Og de fleste sange er tilmed med melodi af Erik Grip.
Det seneste album ”Viser gennem fem årtier” (2013) viser hvor elegant der kan
komponeres melodier til danske digte og sangtekster samt et sjældent godt samspil med pianisten Henrik Gunde. Det samarbejde er heldigvis foreviget på den CD, der allerede er blevet et samlerobjekt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar