onsdag den 21. oktober 2015

Proudly presents Kasper Ralsted Jensen




Kasper Ralsted Jensen (f. 1989). Født og opvokset i St. Ebberup i Sorø på Vestsjælland med 4-5 heste, et par hunde og alt for mange katte. Flyttede rastløs, forvirret og håbefuld til København som 19-årig for at studere filosofi og har boet her lige siden, men er dog fortsat rastløs, forvirret og håbefuld. Han har skrevet i omkring 7 år, men har dog arbejdet mest intenst og målrettet med skrivning og oplæsning de seneste 3-4 år, i hvad der måske er et mindreværdskompleksstyret arbejdsraseri. Debuterede  8. marts i år i Slagtryk med 3 digte og har bl.a. læst op til Kælderlæsninger, Blækværk, på Roskilde Festival og Lyrik under Sejlet. 

Han skriver om de små ting, der betyder meget når man er barn. Han skriver om de store ting, der enten betyder for meget eller for lidt når man er ung. Han skriver om de store ting man som ung håber bliver små, når man bliver voksen. Han skriver om de små ting man som ung håber bliver større, når man bliver voksen. Han skriver om livet i provinsen og han skriver om at flytte rastløs, forvirret og håbefuld fra provinsen til København. Han skriver om mindreværdskomplekser, rastløshed, magtesløshed samt forestillingens og erindringens uoverskuelige potentiale. Han skriver om forvirring, sex, sindssyge og Postmand Per. Og så skriver han om håbet om, at verden og én selv en dag bliver mere overskuelig.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar